Zazen Roku 1 - Den indiske tradition

Zazen journalerne er en række indlæg om den Zen buddhistiske praksis ”at sidde” i meditation. Za betyder på japansk ”at sidde” og zen er ordet for meditation. Det kinesiske ord er chan, og det indiske sanskrit ord er dhyana.

Disse journaler eller optegnelser, roku, vil komme én efter én efterhånden, som de bliver skrevet.

Det er blevet sagt, at zazen ikke kun er det ”at sidde”, og det skal man skrive sig bag øret, når talen drejer sig om at praktisere siddende meditation. For Zen praksis ”at sidde” er mere end det konkrete, netop ”at sidde”. Der er mange måder at sidde på, og der er også mange måder ikke at sidde på, skønt der alt sammen kaldes zazen. Det kommer jeg ind på lidt efter lidt.

Zen buddhismen er kendt for, at zazen er den vigtigste praksis i deres tradition. Buddhismen har en lang historie, og Zen buddhismen begyndte i Kina ca. 1000 efter, at Sakyamuni Buddha levede i Nordindien. Det var en indisk munk ved navn Bodhidharma, som bragte denne praksis til Kina i 500-tallet evt.

Men der er ingen tvivl om at siddende meditation har været praktiseret i alle de buddhistiske traditioner, som udviklede sig i Indien efter Sakyamuni Buddha og før Bodhidharmas tid. Man kan ikke engang sige, at det at sidde i meditation er en speciel buddhistisk praksis, for næsten alle spirituelle traditioner i Indien både før og efter Buddha har brugt siddende meditation, som en central del af deres religiøse praksis.

Patanjali levede i Indien omkring 400 år evt. I Patanjalis Yoga-sutraer findes ordet dhyana i en ganske bestemt betydning, som definere en bestemt form for koncentrations tilstand. Patanjali beskriver tre trin i den meditative koncentration: Dharana, dhyana og samadhi.

Dharana er den form for koncentration, hvor man både fysisk og mentalt, med større eller mindre held, arbejder på at fastholde en lyd, sit åndedræt eller en genstand i bevidstheden. Dhyana er den situation, hvor man faktisk vedvarende kan fokusere eller være opmærksom på denne praksis. Samadhi er så den koncentrations tilstand, hvor man er så dybt absorberet i denne praksis, at iagttager og det iagttagne er blevet ét.

Det første arkæologiske bevis for, at man har praktiseret siddende meditation i årtusinder i Indien er et segl fra udgravningerne i Mohenjodaro i Indusdalen. Vi er tilbage i Harappa kulturen mere end 2000 år fvt. Her ser man tydeligt en figur sidde i en form for yoga stilling, som ligner den sidde stilling, man i dag kalder ”burma-stillingen”. Billedet forestiller måske guden Brahma, fordi man svagt kan skelne tre hoveder med et par krogede bøffelhorn på hovedet. Det er også blevet sagt, at det kan være alle levende væsners herre Pashupati.